Dåbslagkage

Dåbslagkage med saltkaramel, chokolademousse og bærmousse

Opskrift til en kage i str. 24 cm. Til 12-15 personer.

En nøddebund (22 cm springform):

  • 3 æg
  • 200 g sukker
  • 200 g mandler (eller hasselnødder)
  • 75 g mørk chokolade (kan sagtens undlades)

Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Pisk æg og sukker til en luftig masse. Hak nødderne – de skal hakkes ret fint, men der må gerne være nogle lidt større stykker også. Vend nødderne i æggemassen sammen med chokoladen.

Kom bagepapir i bunden af en 22 cm springform og hæld massen heri. Bag i ca. 30-35 min.

Lad kagen køle helt af og vend den ud på et fad (med bunden opad). Kom herefter springform og kageplast rundt om kagen.

Saltkaramel:

  • 1/2 dåse Dulce De Leche
  • Havsalt

Kom karamellen i en skål og rør havsalt i. Smag til undervejs. Jeg brugte ca. 1 tsk havsalt.

Fordel nu saltkaramellen på nøddebunden, og drys evt. med Crispearls fra Callebaut, hakket daim eller lign.

Stil kagen på køl i mens du laver chokolademoussen.

Hvid chokolademousse:

  • 2 blade husblas
  • 75 ml mælk (jeg brugte letmælk, du kan også bruge anden slags)
  • 100 g hvid chokolade (hakket/knapper)
  • 1,5 dl fløde

Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min. Varm mælken op til lige under kogepunktet. Klem husblas fri for vand og kom den ned i den varme mælk. Rør rundt. Kom herefter chokoladen i. Rør indtil chokoladen er smeltet helt. Pisk herefter fløden til en let skum. Kom 1/4 af fløden ned i chokoladeblandingen og vend det rundt. Kom herefter chokoladeblandingen op til resten af flødeskummet og vend det sammen. Hæld herefter chokolademoussen udover nøddebunden med karamel, og sæt straks på køl (eller frys, hvis det skal gå hurtigt).

Når chokolademoussen har sat sig, kan du gå igang med den næste chokolademousse:

Gold chokolademousse: 

  • 2 blade husblas
  • 75 ml mælk (jeg brugte letmælk, du kan også bruge anden slags)
  • 100 g gold chokolade (hakket/knapper)
  • 1,5 dl fløde

Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min. Varm mælken op til lige under kogepunktet. Klem husblas fri for vand og kom den ned i den varme mælk. Rør rundt. Kom herefter chokoladen i. Rør indtil chokoladen er smeltet helt. Pisk herefter fløden til en let skum. Kom 1/4 af fløden ned i chokoladeblandingen og vend det rundt. Kom herefter chokoladeblandingen op til resten af flødeskummet og vend det sammen. Hæld herefter chokolademoussen på kagen, og sæt straks på køl (eller frys, hvis det skal gå hurtigt).

Når kagen har sat sig helt, kan du lave det sidste lag. Nemlig det lag der skal hele vejen rundt om kagen.

Start med at flytte kagen over på det fad du ønsker at servere den færdige kage på. Når du har gjort det, finder du en kagering/springform, der er ca. 24 cm. Denne sættes rundt om kagen, så der er ca. 1 cm “luft” rundt om hele kagen. Sæt herefter kageplast rundt langs formen, så kagen får en skarp kant.

Du kan evt ligge noget staniol eller husholdningsfilm rundt på ydersiden af formen. Så undgår du, at du har mousse i hele køkkenet, hvis den bliver til den tynde side (taler af erfaring 😉 ). Når du har dette klar, kan du begynde på bærmoussen.

Bærmousse:

  • 400 g bær (fx hindbær, du kan sagtens bruge frosne)
  • 6 blade husblas
  • 4 spsk sukker
  • saft fra 1 lille citron
  • 2 tsk vaniljepaste
  • 4 dl fløde

Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min. Kom herefter bær, sukker, vaniljepasta og citronsaft i en gryde, og lad det koge i min. 5 minutter. Sigt herefter massen, så du får bærsaften uden klumper. Klem husblas fri for vand, og kom det ned i den varme bærsaft. Rør godt rundt. Lad bærsaften stå og svale, til den ikke længere er brændende varm.

Pisk herefter fløde til en let skum (vigtigt, at du kun pisker indtil den netop begynder at danne “mønster, ellers bliver moussen svær at få ned langs kanten). Kom 1/5 af fløden ned i den lune bærsaft, og rør det sammen. Kom herefter lidt mere fløde ned til bærsaften og rør godt rundt. Til sidst kommes resten af bærsaften op i den resterende flødeskum, og vendes forsigtigt sammen til den er helt jævn. Herefter skal mousse hældes på kagen. Hvis den er meget flydende, kan du blot hælde moussen over, og den vil selv fordele sig. Start gerne med kanterne. Vær OBS, da det med en meget flydende mousse godt kan komme ud langs bunden.

Hvis din mousse ikke er helt flydende, kan det være en god ide at komme den i en sprøjtepose, og sprøjte moussen rundt langs kanten og til slut ovenpå kagen. På den måde sikres det, at moussen kommer ned langs kanten, hele vejen rundt.

Herefter skal kagen hurtigst muligt på køl eller frys. Jeg plejer at sætte den på frys, da den sætter sig hurtigere, og jeg synes kanten bliver skarpere, når kageplasten skal fjernes. Overfladen kan dog blive lidt ujævn ved frys, så ønsker du en fuldstændig glat overflade, skal du sætte den på køl.

Når kagen har sat sig helt, kan du forsigtigt fjerne springform/kagering og kageplast. Hvis den er frossen, kan du med fordel tage den op dagen før den skal spises og lade den tø i køleskabet efter du har fjernet kageplast.

IMG_6163

12 tanker om “Dåbslagkage”

  1. Hej Mette.

    Hvordan undgår du at din mousse ikke løber ud i bunden af kagen?

    Har lige prøvet at lave moussen fra denne kage med det resultat at der var jordbærmousse over hele gulvet i køkkenet.

    1. Det står der allerede i opskriften:

      “ Du kan evt ligge noget staniol eller husholdningsfilm rundt på ydersiden af formen. Så undgår du, at du har mousse i hele køkkenet, hvis den bliver til den tynde side (taler af erfaring 😉 ). Når du har dette klar, kan du begynde på bærmoussen.”

    1. Ja det kan du godt 🙂 kom evt lidt ekstra husblas i, så du er sikker på den holder formen. Husk også at ændre i mængden, da den mousse der skal yderst skal bruges i en større portion.

  2. Hvordan gør du med de blomster du bruger til pynt på kagen? Er det specielle blomster eller alm blomster hvor du putter noget omkring stilken?

    1. Jeg vasker dem rigtig godt og bruger “safety seal” på stilken inden de stikkes i kagen 🙂 det er alm blomster. Bruger altid blomster der ikke er giftige (selvfølgelig).

Skriv et svar