LAKRIDSLAGKAGE

Jeg lavede denne lagkage, da min kæreste fyldte 26 år. Han elsker lakrids – og derfor blev det til en lakridslagkage. Jeg kan på forhånd advare om, at den smager MEGET af lakrids! Derudover har den en syrlig smag af solbær, som til fordel kan byttes ud med dine yndlingsbær 🙂


Opskrift:

Chokoladebunde

  • 5 æg
  • 200 g sukker
  • 120 g hvedemel
  • 50 g kakao
  • 2 tsk. bagepulver

Lakridscreme

  • 5 dl fløde
  • 70 g flormelis
  • 1 tsk. rålakridspulver (tilpas mængden alt efter hvor meget lakridssmag du ønsker)

Bær til pynt!

 

Start med chokoladebundene. Æg og sukker piskes luftigt. I mens røres de resterende ingredienser sammen i en skål. Når æggemassen er pisket luftig, sier du de tørre ingredienser i. Herefter vendes massen forsigtigt sammen indtil den er ensartet.

Beklæd bunden i din springform (24 cm.) med bagepapir og fyld herefter dejen i. Kagen skal nu bages i ovnen i ca. 30 min. ved 175 grader varmluft. Når kagen er færdig, skal den køle helt af inden du frigør den fra springformen.

I mens kan du lave lakridscremen. Hæld fløden i en skål og tilsæt flormelis og lakridspulver. Pisk du indtil cremen er tyk og cremet – pas på du ikke pisker for længe 🙂

Når kagen er afkølet, skærer du den over, så du har to bunde. Læg den ene bund på et fad/tallerken og smør den med lakridscremen. Tilsæt herefter bær af eget valg (jeg brugte solbær). Læg den anden bund ovenpå og smør resten af lakridscremen ud her. Du kan også vælge at sprøjte cremen på med sprøjtepose. Herefter kan du igen pynte med bær efter eget valg.

Velbekomme! 🙂

 

3 tanker om “LAKRIDSLAGKAGE”

  1. Pingback: LAGKAGEGUIDE - SÅDAN NÅR DU DET - mættemette

  2. Hej Mette
    Er dette den opskrift på lagkage bunde du bruger i den “semi-naked” kage blot uden kakao? Og som ud fra din video giver dig 3 bunde i hver opskrift? Eller skal opskriften fordobles for at få 3 bunde?

    1. Nej, der har jeg brugt Ditte Julie Jensens opskrift på citronbunde og så blot tilsat lidt lakrids 🙂 Opskriften kan findes på hendes hjemmeside: dittejulie.dk 🙂

Skriv et svar