KRANSEKAGETÅRN

Kransekagetårn til nytårsaften

Nytårsaften kommer snigende, og hvis du vil imponere, kan du lave dette kransekagetårn til din nytårsaften eller medbringe det, hvis du skal være gæst.

Det er faktisk ret nemt…

Kransekagetårn til ca. 15 personer:

  • 600 g marcipan
  • 30 g past. æggehvider
  • 150 g flormelis

Glasur:

  • 100 g flormelis
  • 15 g past. æggehvider

Kom marcipan og flormelis i en skål. Rør det sammen med fingrene eller i en røremaskine. Tilsæt æggehviderne lidt efter lidt, indtil massen er ensartet og glat. Kom massen i en plastikpose og læg den på køl i ca. 3-4 timer eller indtil dagen efter.

Kom lidt flormelis ud på bordet og del massen i to dele. Rul hver del til en lang pølse, indtil den har den tykkelse du ønsker. Når den har det, trykker du den ene side af pølsen ned mod bordet, så du får en mere trekantet form. (Se evt. video). Herefter skærer du stykker i hhv. 8 cm, 10cm, 12 cm, 14 cm, osv. Husk at gem en lille klump, som skal formes som en kugle og lægges på toppen af tårnet.

Saml enderne så stykkerne bliver til cirkler. Læg dem herefter på en bageplade med bagepapir. Husk en ekstra bageplade, for at kransekagerne ikke bliver sorte i bunden.

Nu skal de bages i ca. 10 min. ved 190 grader varmluft. Hold øje undervejs, det er meget forskelligt hvor længe de skal have. De skal være gyldenbrune. Når de er færdigbagte og tages ud af ovnen, er de stadig bløde, de skal derfor køle helt af, inden du flytter på dem.

Når stykkerne er kølet af, kan du enten fryse dem ned (hvis du har bagt dem i god tid inden nytår), eller du kan begynde at pynte med glasur, hvis nytårsaften er nær. Jeg vil anbefale, at du fryser kransekagerne ned, da de bliver rigtig lækre svampede efter en tur i fryseren. Tag dem op aftenen inden nytårsaften og lad dem tø op i løbet af natten. Morgenen efter kan du pynte med glasur.

Kom flormelis i en skål og tilsæt lidt efter lidt de past. æggehvider. Kom så massen i en sprøjtepose eller et kræmmerhus, lavet af bagepapir. Sørg for at klippe et meget lille hul, da det gør det nemmere at styre glasuren. Nu skal der sprøjtes.

Læg den største ring på det fad du vil servere dit kransekagetårn på. Start glasuren inderst i cirklen og så ud – se videoen nederst i dette indlæg. Det er vigtigt, at du lader glasuren “falde” i en cirkel, og at du ikke laver zigzag bevægelser.

Det kræver meget øvelse, og som du kan se på mine billeder, er min glasur heller ikke perfekt. 🙂 Så lige meget hvordan glasuren ender med at se ud, smager kransekagetårnet helt fantastisk!

Rigtig godt nytår 🙂

 

2 tanker om “KRANSEKAGETÅRN”

  1. Hej Mette
    Jeg ville bare skrive en lille hilsen til dig og sige tak for din dejlige opskrift på Kransekagetårnet til nytårsaften den smager rigtig godt og er nem at lave efter din opskrift.
    Venlig hilsen Ruth

Skriv et svar