BROWNIE MED CHOKOLADE- OG MANGOMOUSSE

Skøn lagkage med browniebund toppet med chokolademousse og mangomousse

Kage til 8-10 personer

Opskrift:

Brownie:

  • 100 g smør
  • 115 g mørk chokolade
  • 200 g sukker
  • 2 store æg (alternativt 3 små)
  • 1 tsk vanilje
  • 1/4 tsk bagepulver
  • 1 spsk kakao
  • 50 g hvedemel
  • Evt. hakkede nødder efter eget valg

Chokolademousse:

  • 125 g chokolade (mørk)
  • 2,5 dl fløde

Mangomousse:

  • 150 g mango i tern
  • 3 spsk citronsaft
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2,5 dl fløde
  • 3 blade husblas

Brownie:

Start med at hakke chokoladen og kom den i en gryde sammen med smørret. Smelt det sammen ved lav varme. Pisk sukker og æg ca. 2 min. Kom herefter chokoladeblandingen ned til æggemassen. Bland bagepulver, vanilje, kakao og hvedemel sammen og sigt det ned i massen. Rør det hele godt rundt. (Vend evt. hakkede nødder i her, hvis du vil)

Beklæd en springform (21 cm) med bagepapir i bunden. Hæld dejen i springformen og bag den ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 min. Mærk efter undervejs – der må gerne sidde lidt dej på gaflen når den kommer op, det sikrer at kagen ikke bliver tør.

Chokolademousse:

Når brownien er kølet af, kan chokolademoussen laves. Kom kageplast rundt i kanten af springformen, så du får en lige kant. Smelt chokoladen over vandbad. Varm herefter halvdelen af fløden op til lige under kogepunktet. Kom den varme fløde ned i den smeltede chokolade mens du rører i midten af chokoladen med en dejskraber. Rør indtil massen er helt ensartet og blank. Pisk så fløden til en let skum og vend det sammen med chokoladen massen af tre omgange. Hæld herefter chokolademousse udover browniebunden om kom den på køl.

Mangomousse:

Udblød husblassen i rigeligt koldt vand. Kom mango, citronsaft og vaniljesukker i en gryde og varm det op. Blend med en stavblender mangoen, så den bliver til en pure uden klumper. Når husblassen er udblødt, slukker du for varmen og kommer husblassen i mango-pureen og rører godt rundt. Lad herefter pureen stå lidt, så den bliver mindre varm. Pisk herefter fløden til en let skum og vend den i mangopureen lidt af gangen. Herefter hældes moussen over chokolademoussen og overfladen glattes ud med en spatel.

Lad kagen stå og sætte sig i køleskabet i nogle timer, eller gerne natten over. Kan også fryses – tag den da op af fryseren aftenen inden den skal spises, og lad den tø op i køleskabet.

Pynt: Kom lidt mangomousse i en spiralform og frys den i 5 timer.

2 tanker om “BROWNIE MED CHOKOLADE- OG MANGOMOUSSE”

Skriv et svar