Chokolademuffins – svampede, bløde og fyldt med chokolade
Lækreste muffins, som er perfekte til at tage med, når der skal serveres kage på arbejdet eller i skolen. De er fyldt med chokolade, og så er de alt andet end tørre!
Opskrift til 12-14 store muffins:
- 3 æg
- 250 g sukker
- 100 g smeltet smør
- 4 spsk creme fraiche
- 250 g hvedemel
- 60 g kakao
- 3 tsk bagepulver
- 170 g hakket, mørk chokolade (jeg brugte chokoladeknapper)
Start med at piske æg og sukker til en luftig masse. Tilsæt herefter det smeltede smør og creme fraiche og rør forsigtigt rundt. Bland nu hvedemel, kakao og bagepulver og sigt det ned i æggemassen. Vend forsigtigt dejen sammen. Til sidst kommes 150 g chokolade i og dejen vendes sammen.
Sæt dine muffinsforme i en muffinsbageform. Det sikrer, at de bliver pæne og at dejen ikke render ud. Kom nu dejen i papirformene – ca. 1 stor spsk i hver form (de må ikke fyldes helt). Drys til sidst med resten af chokoladeknapperne.
Bag muffinsene i ca. 25 min. ved 175 grader varmluft. Lad dem køle af, inden de fjernes fra bageformen.



