Min oplevelse til castingen på Den Store Bagedyst 2017
Den 17. januar 2017 drog jeg mod DR Byen med en stor kage på forsædet i bilen. Jeg var nemlig blevet inviteret til casting på Den Store Bagedyst. Jeg vil nedenfor fortælle min oplevelse på casting-dagen, og altså alle de tanker jeg personligt havde i løbet af dagen og efterfølgende.
Turen til DR Byen i København
I december 2016 fik jeg beskeden om, at jeg var udvalgt til casting på Den Store Bagedyst. Jeg fik besked om, at der blev afholdt otte castings i alt, heraf fire i København og fire i Aarhus. Allerede her fik jeg et kæmpe sug i maven, og de første tanker kom styrtende… Hvad skal jeg bage? Hvad skal man til castingen? Kan min mousse holde sig kold? Kommer Mette Blomsterberg? Haha 😉 Tankerne væltede rundt.
I selve invitationen til castingen, var jeg blevet oplyst at jeg skulle medbringe en kage, som viste hvad jeg kunne. De ville selvfølgelig gerne se, hvor meget man kunne og derudover var det jo bare et plus, hvis kan havde en eller anden historie. Derudover blev det også udtrykt klart, at de godt vidste, at vi var amatørbagere (læs: så vi behøvede ikke at gå og have ondt i maven over, om kagen var fancy nok). Det havde jeg nu alligevel lidt.
Dagen inden castingen lavede jeg min kage klar, så den kun skulle glazes og pyntes om morgenen inden jeg skulle afsted mod casting. Og JA, jeg valgte at lave en glaze-kage, for jeg tænkte; “Hey, det var der nogen i programmet der ikke kunne, så er jeg nok sikker på at komme med”. (Jeg blev klogere!)
Glazing og pyntning af kagen gik egentlig fint – og jeg havde købt køleelementer, som jeg kunne lægge under kagefadet, så kagen holdt sig frisk.
Jeg satte mig i bilen og fik kagen placeret på forsædet. Det skal siges, at jeg på daværende tidspunkt boede i Hillerød og skulle til casting i København. Det vil sige ca. 40 min. kørsel i bil. Jeg havde koldsved og MANGE sommerfugle i maven. Mine tanker gik næsten mest på, om kagen ville klare turen. Jeg skruede aircondition op på fuld skrald, så der nok var omkring 15 grader inde i bilen (og mine hænder var helt frosne), men den kage skulle ikke blive dårlig.
Selve castingen
Nå, vi (kagen og mig) kom frem til DR Byen og gik ind mod casting-lokalet. Jeg kiggede ind af vinduet og der var SÅ mange kager…flotte kager! Og mennesker. Tænkte lidt “fuck, hvis der er otte castings med så mange mennesker, så er min glazekage nok ikke tilstrækkelig”.
Vi satte os ned og casteren fortalte lidt om, hvad der skulle ske (vi vidste ikke rigtig noget i forvejen). Vi fik så at vide, at vi skulle op og præsentere vores kage, vi skulle fortælle lidt om os selv, hvorfor vi gerne ville være med i Den Store Bagedyst og hvorfor vi havde bagt lige den kage vi havde. Vi skulle præsentere foran casteren og hendes to medcastere, som også var med til at lave selve programmet. Derudover lyttede de andre 44 casting-deltagere med.
Jeg var HELDIGVIS en af de første. Syntes egentlig det gik fint nok, men det bliver jo lidt en sludder for en sladder, når man er nervøs og ikke har haft særlig meget tid til at forberede sig på noget genialt man vil sige.
Da vi var nået i gennem alle ca. 45 deltagere, var der en pause. Her skulle casterne ud og “votere” og i mens skulle vi smage hinandens kager. Det var HER jeg for første gang blev ret skuffet. Dommerne skulle ud og vælge hvem der skulle gå videre til en individuel samtale UDEN overhovedet at have smagt en eneste lille bid af nogen af kagerne. Der indså jeg nok, at de var lidt mere interesserede i mig som person, end de var i min farverige, glaze-kage…
Efter en pause på ca. 20-30 min. kom casterne ind igen. Vi havde gået og snakket lidt med hinanden og spist en masse lækker kage. Casteren sagde så, at de havde været rigtig glade for at vi var kommet og at de havde gennemgået os alle og var derudfra blevet enige om syv personer, som skulle gå videre til en individuel samtale, hvor de også ville smage på deres kager. SYV! “Det var dælme ikke mange”, tænkte jeg. For hver person de råbte op, som ikke var mig, blev jeg mere og mere klar over, at jeg nok ikke var en af de udvalgte…
Og rigtig nok – det var jeg ikke.
De syv der gik videre til en individuel samtale, ville ca. en uge efter blive ringet op og få at vide, om de var gået videre til den endelig casting (hvor man rent faktisk skulle bage).
Tanker på turen hjem
På en måde var jeg lettet, på en måde var jeg skuffet. Her sad jeg så i bilen igen, med 3/4 af min kage og nu på vej hjem. Det var meget ambivalent, fordi jeg på en måde var ret skuffet over, at de kunne vælge os ud fra så kort tid (præsentationen tog måske 4-5 min.) og så uden overhovedet at have smagt den kage, som jeg havde tænkt SÅ lang tid over… På den anden side, var jeg glad nok for, at jeg ikke skulle gå og vente forhåbningsfuld i en hel uge og så dér få at vide, at jeg ikke var gået videre.
Castingen fik nok bare mine øjne op for, at det har rigtig meget med personlighed at gøre. Hvis man tænker over det, er det jo også altid ret store personligheder og ofte meget forskellige personligheder der er med i programmet. Det er jo også det, der gør det sjovt og underholdende at se.
Så deltagelsen i castingen fik mig til at indse, hvad de vælger ud fra, og det er helt klart personligheden. Tror mest man skal medbringe en kage, for at det virker som om der er noget at bedømme os på og så for at vi havde noget at lave mens de voterede 😉
Men jeg kom hjem, egentlig i meget godt humør og med en kæmpe kage, som Frederik og mig spiste et kæmpe stykke af – og i mens tænkte jeg, stakkels jer, kære castere, som slet ikke smagte min (og alle de andres) mega lækre kager.
Bonusinfo
- Mette Blomsterberg var der ikke (og efterfølgende er det jo også blevet offentliggjort, at hun ikke er dommer i næste sæson – desværre!)
- Jeg har på nuværende tidspunkt ikke lyst til at melde mig til programmet igen
- Udover de her otte castings, var der en casting i Aarhus, hvor alle dem der var gået videre skulle komme. Denne casting skulle foregå i et industrikøkken og her ville man skulle vise, hvad man egentlig kunne rent bageteknisk. Ud fra denne casting, ville de 10 endelige deltagere blive valgt ud
- Jeg GLÆDER mig til at se, hvem de 10 deltagere er – og til at se, om der er nogen fra min casting
- Jeg fik aldrig brugt mine køleelementer, for da jeg ankom, kunne jeg se, at der var mange andre moussekager og ingen køleelementer. Så ville ikke virke alt for campingagtig 😉
Nedenfor kan I se billeder af min medbragte casting-kage og derudover lidt billeder af selve kagebordet med alle de andres kager også.
Tak fordi I ville læse om min oplevelse til castingen. Hvis I har nogen spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Jeg svarer med glæde 🙂
Hej!
Åhh sikke et roni sindet jeg fik efter at have læst din beretning fra castingen! Jeg skal afsted til casting til næste omgang af bagedysten, og har været så nervøs indtil nu! Har tænkt så meget over min kage, men jeg har netop også tænkt over hvad man bliver vurderet på! Kage eller personlighed!!! Jeg tror jeg vil lade være med at tænke så meget over min kage, den skal selvfølgelig være flot, men måske tænke mere over hvordan jeg skal præsentere mig selv☺️
Tak for ro i sindet!
Mvh Christina
Hej Christina.
Tusind tak for din kommentar! Hvor bliver det spændende for dig.
Ja, det lyder som en god idé – fokuser ikke for meget på kagen. Men gør dig nogle tanker om, hvorfor du vil med i bagedysten og hvordan du kan skille dig ud fra mængden.
Rigtig meget held og lykke! Jeg håber, at se dig i Den Store Bagedyst 2018!
Kagegram fra Mette
Hej. Jeg sidder med det største smil på læben, jeg var nøjagtig dette samme igennem som dig. Jeg var til casting d 16/1 2018 og jeg var så spændt, havde taget en kage med som jeg endda havde skruet lidt ned for ( der skulle jo gerne være lidt at gi af til programmerne) men da alle var kommet kunne jeg godt se vi ret mange af mig, som kunne lave flotte kager. Der blev valgt 8 og de 8 skilte sig bestemt ud, jeg står også og overvejer om jeg skal melde mig til næste år, for bage det kan jeg men min personlighed er jo det samme Jeg har tilgengæld fået fat på min indre bager og har ikke bagt så meget som jeg gør nu.
Jeg overvejer også at starte en blog, må jeg spørger hvad du havde af tanker inden du gik igang med din?
Mvh Kathrine
Hej Kathrine
Tak for din kommentar! Dejligt at høre, at du kan relatere til min oplevelse. Jeg tænker da bare du skal prøve igen! Jeg fandt ud af, efter min casting, at jeg egentlig ikke havde lyst til at være med. Har det fint med ikke at være et kendt ansigt, og det havde jeg måske ikke rigtig tænkt over inden castingen.
Hvis du har tiden til det og interessen for det, skal du da bare kaste dig ud i blogger-livet. Det tager meget tid, så det skal klart være lysten der driver værket! Held og lykke med det hele.
Kagekram fra Mette